Ledelse handler om mennesker og derfor også om at etablere et arbejdsmiljø, hvor der er trivsel. Trivslen er afgørende for, om dine medarbejdere er motiverede for at give den en skalle i virksomheden.
Hvad er arbejdsglæde?
Arbejdsglæde er helt kort en følelse af glæde, som du får, når du går på arbejde. Det er den glæde, du føler, når du står op om morgenen og tænker: “Jeg glæder mig virkelig til at komme på arbejde og gøre en forskel i dag”. Det er, når mandag morgen er akkurat ligeså fantastisk som fredag eftermiddag.
Og det opstår, når du får plads til at vokse, levere varen og har gode relationer til kollegaer, ledere og medarbejdere.
Arbejdsglæde er lederens ansvar
Har du nogensinde tænkt over, hvad der får din arbejdsglæde til at vokse? Hvad svarer du på de her to spørgsmål? Hvad svarer dine medarbejdere?
- Hvad nærer din arbejdsglæde?
- Hvad tærer på din arbejdsglæde?
Du er nødt til at vide, hvad der nærer og tærer på din arbejdsglæde for at kunne handle aktivt for at få mere arbejdsglæde. Så kan du arbejde for at sætte dig selv i situationer, hvor du nærer din arbejdsglæde. Og glæden smitter, så som en ekstra bonus kan du sprede arbejdsglæden i hele virksomheden.
Hvis arbejdsglæden bliver væk
Først får du lige en information til eftertanke, vidste du:
At 80% af alle medarbejdere siger op på grund af en dårlig relation til sin chef!
Det er ret tankevækkende ik’?
Betyder det så, at du som leder har ansvaret for arbejdsglæde?
NEJ – ikke udelukkende.
Alle har et ansvar for, at det er sjovt at gå på arbejde.
Du har som leder, men dine medarbejdere har bestemt også et kæmpe ansvar selv.
Hvor glad er du for at gå på arbejde?
Det er det første spørgsmål vi gerne vil have dig til at tænke over. Vores arbejdsliv fylder en stor del af vores liv, derfor er det vigtigt, at du brænder for dit arbejde.
Forhåbentlig er du rigtig glad for dit arbejde og kan fortsætte til næste øvelse, men der kunne måske også sidde et par stykker, som ikke er særlig glade for deres arbejde. Gør jer selv den tjeneste at overveje, hvad I vil med jeres liv og find ud af, om I er på rette hylde.
Du har kun et liv, brug det.
- Hvordan kan du lade andre mennesker vide, hvor glad du er, og hvad der gør dig glad eller ødelægger dit humør?
- Hvad kan du selv gøre for at opnå arbejdsglæde?
- Hvordan kan du bidrage til at skabe et arbejdsmiljø hvor det er let for andre at opnå arbejdsglæde?
Sådan får du mere arbejdsglæde
Arbejdsglæde starter ved dig selv. Du har ikke ansvar for andres arbejdsglæde, men som leder kan du hjælpe dine medarbejdere godt på vej. Du er et forbillede! Du kan være med til at skabe et miljø, hvor der er fokus på arbejdsglæde. Inden vi kaster os ud i øvelsen – Sådan får du arbejdsglæde – vil vi gerne bede dig reflektere over en ting, der kan være afgørende for, at skabe et bedre trivsel og mere arbejdsglæde.
- Hvordan fejrer I succeser hos jer?
Mon man nogensinde kan fejre en succes for meget? At fejre noget I alle på arbejdspladsen kan være stolte af kan være et rigtig godt sted at starte i forhold til at skabe trivsel og et bedre arbejdsmiljø. Det kan skabe sammenhold.
Det handler om jeres kultur, og hvad I gør for at skabe trivsel. En anden lille ting er måden I siger godmorgen til hinanden. Har du nogensinde overvejet forskellen på
- Du går hver morgen rundt og siger godmorgen til alle dine medarbejdere
- Du går ikke rundt og siger godmorgen, dine medarbejdere kan selv komme forbi dig, hvis de vil sige godmorgen
Du som leder er rollemodel. Så hvis du går rundt og siger godmorgen kan det være at alle på et tidspunkt går rundt og siger godmorgen til hinanden.
Det ville da være en fantastisk start på dagen.
5 trin på vejen mod mere arbejdsglæde
I denne øvelse skal du starte med at finde en pind og et stykke papir (Her henter du en skabelon du enten kan gemme i din online mappe eller printe ud og sætte i din fysiske mappe) og bruge noget tid på at besvare hvert spørgsmål, så du kommer i dybden, så nye tanker og ideer kan dukke op:
1. Hvor glad er du på arbejdet?
Tænk over skalaen, hvor ser du dig selv i dit nuværende job?
Du elsker dit arbejde
Hver dag er en fest, og du glæder dig til at stå op hver morgen. Perfekt! Spred din gode arbejdsglæde og hop videre til trin 2.
Du er lidt ligeglad med dit arbejde
Tjah! Du skal jo passe dit arbejde, så du må hellere stå op. Det er måske en af de tanker der kører rundt i hovedet, når du vågner om morgen? Denne tilstand er ikke særlig motiverende. Beslut dig for at gå efter at elske dit arbejde. Lige nu er du kun en skygge af, hvad du kunne være, og du smitter bestemt ikke dine omgivelser med din energi og glæde. Du har meget mere at give af. Så find ud af hvad det kræver – hop videre til trin 2.
Du hader dit arbejde
Det er en kamp at komme op om morgen. Du hader sit job og vil meget hellere blive hjemme. Er det sådan du har det indeni? Gør noget ved det hurtigst muligt – hop videre til trin 2.
2. Hvad giver dig arbejdsglæde?
Tænk tilbage på en situation, hvor du var glad på dit arbejde. Skriv det ned. Besvar så følgende spørgsmål:
- Hvad skete der?
- Hvad gjorde du?
- Hvordan følte du det?
- Hvorfor var det en god oplevelse?
- Hvad gjorde oplevelsen for kvaliteten af det arbejde du afleverede?
- Hvordan var dine relationer til medarbejdere, kunder, leverandører og andre på arbejdet?
- Hvordan påvirkede oplevelsen dig uden for arbejdet?
- Skriv mindst fem ting ned, der gjorde denne oplevelse mulig (Hvilke mennesker, værdier, praksisser, værktøjer osv. bidrog til at gøre denne fantastiske oplevelse mulig)
- Skriv mindst fem ting ned fra denne oplevelse, som du gerne vil have mere af i fremtiden, så du kunne opnå større arbejdsglæde
Alt det du nu har svaret på kan du tage med dig – de er alle anerkendende tilkendegivelser, du fremadrettet kan bruge aktivt til at skabe endnu mere arbejdsglæde.
Både for dig selv, men også for dine medarbejdere.
Lad også dine medarbejdere besvare spørgsmålene, så I kan være fælles om at skabe mere arbejdsglæde.
3. Visualiser dine mål
Prøv at visualisere, hvordan en arbejdsdag ser ud, når du virkelig oplever arbejdsglæde. Ved at lave denne øvelse får du
- Et billede af, hvordan dit mål ser ud, lyder og føles – du får altså et konkret mål at gå efter
- Et billede af, hvor skønt det føles at nå målet – du får mere energi til at gøre noget ved det
- Et billede af det, du gerne vil opnå, hvilket programmerer underbevidstheden til at arbejde for det
Det kan måske være lidt svært at tegne billedet oppe i hovedet, lad os hjælpe dig.
Besvar følgende spørgsmål som om du allerede er helt fyldt med arbejdsglæde:
- Hvordan har du det, når du står op om morgenen?
- Hvad tænker du på vej til arbejdet?
- Hvilke følelser kommer over dig, når du træder ind på din arbejdsplads?
- Hvordan lyder din stemme, når du siger godmorgen til dine kollegaer?
- Hvordan er dit ansigtsudtryk, og hvordan er dine kollegaers?
- Hvordan reagerer du, hvis du ramler ind i problemer på arbejdet?
- Hvordan tackler du det, hvis du rager uklar med en kollega?
- Hvordan reagerer du, hvis en kollega beder om hjælp?
- Hvordan har du det, hvis chefen kommer forbi dig?
- Hvordan fejrer I jeres successer, når I har lavet et fantastisk stykke arbejde?
- Hvordan har du det, når du kommer hjem fra arbejde?
- Hvad tænker du om næste arbejdsdag?
Inden du går videre til næste trin vil vi gerne bede dig reflektere over dine svar, ved at holde dem op imod besvarelser fra folk, der ikke er fyldt op af arbejdsglæde, men som faktisk hader deres arbejde.
Brug et par minutter på at forestille dig forskellen.
4. Beslut dig for at være glad
Arbejdsglæde begynder med et valg. Et valg om, at bidrage til at skabe arbejdsglæde ved selv at være glad. Beslutningen er første skridt, men selvfølgelig ikke den, der gør dig glad.
At vælge at være glad betyder også, at gøre, hvad der kræves for at opnå det.
Hvis du ikke kan lide dit arbejde står du overfor en vigtig beslutning.
Mener du, at du kan blive glad, så er det værd at blive. Ethvert job er præcis så godt, som du gør det til.
Som leder skal du sørge for selv at være glad, så skal du nok få nogle medarbejdere med og det kan være første skridt på vejen til mere arbejdsglæde.
Tag dig tid til dine medarbejdere, så de føler, at du er nærværende og rent faktisk vil dem.
Første skridt kunne være at inddrage dine medarbejdere i det her projekt?
5. Læg en god plan
Lav en god plan, men hold det på et niveau, hvor I kan indfri den.
Det er meget mere motiverende. Vi foreslår dig at gøre følgende:
- Lav en plan, der er sjov snarere end ambitiøs
- Gør en lille ting hver dag
- Følg op uden pres
- Husk at fejre succeserer
- Del dine/jeres erfaringer med andre
Start med at flytte de små sten – Gå efter de hurtige og lette sejre her i starten.
Så kan vi næsten garantere dig succes!
Frederik skriver
Jeg hørte i en spørgeundersøgelse, at mellemledere havde svaret at arbejdsglæde var blandt de vigtigste parametre for en virksomheds succes. Til gengæld var arbejdsglæde langt længere nede på listen på topledernes prioriteringsliste. Jeg tror en vigtig vej til personlig arbejdsglæde også er, at toplederne anerkender at arbejdsglæde hos medarbejderne er en af de bedste måder at øge medarbejdermotivation- og effektivitet; og i sidste ende også tallene på bundlinjen. Var selv til dette foredrag om arbejdsglæde på arbejdspladsen, og der var rigtig mange gode råd – flere af dem opsummerer du også selv kort i denne artikel. So keep up the good work! 🙂