Miraklet i LEGO er en imponerende fortælling om en virksomheds fremgang og kriser. Bogen handler om LEGOs historie og specielt, hvordan virksomheden genfandt sig selv efter en længere krise. Forfatteren Niels Lunde har en imponerende evne til at tage læseren med ind i magtens rum, så vi føler, at han har været der selv.
Miraklet i LEGO
Af: Niels Lunde
Forlag: JP/Politiken
Sider: 311
Udgivet: September 2012
Jeg har altid haft LEGO med mig
LEGO har altid været en virksomhed, som jeg har fulgt tæt. Lige fra dengang jeg som barn skrev produktidéer ind (det var noget med at få hulemandslego), og de skrev sødt tilbage til mig med glittede foldere om virksomheden. De sidste par år har interessen mere udmøntet sig i, at jeg har interesseret mig meget for, hvordan LEGO også har en vigtig rolle, når det kommer til at udvikle børns motoriske færdigheder, kreative forestillingsevne osv.
Der var derfor ingen tvivl i mit sind, da jeg hørte om bogen: “Miraklet I LEGO”. Den skulle jeg have fingrene i. Det fik jeg også ganske hurtigt. Og næsten ligeså hurtigt var den læst igen. Det er en spændende rejse gennem LEGOs historie, der er formidlet fornuftigt af Niels Lunde. Det er mest som at læse en god lang feature artikel i avisen, hver gang du har læst et kapitel. Det er ikke stor lyrik, men Niels Lunde gør præcis hvad han skal i bogen. Og han gør det godt.
Uddrag af anmeldelse fra Politiken
“Som forfatter har Niels Lunde en særlig evne til at tage sine læsere med på en lytter i de lokaler, hvor svære beslutninger tages af erhvervslivets topfolk. I denne bog om Legos fald og storhed er det artige sager, man får at vide om de chefer, der var skyld i, at Lego i midten af sidste årti var ved at dø.”
Fra Politikens anmeldelse: “Mændende der reddede LEGO“
En skarpt skåret ledelsesfortælling
Det er spændende at følge virksomheden fra den spæde start, hvor de første store beslutninger bliver truffet. Vi følger LEGO vokse sig stor og stærk indtil krisen for alvor begynder at kradse. Spændingskurven er perfekt i denne bog. Virkeligheden overgår jo i den grad fantasien. Og hvordan den ender? Du kan jo selv prøve at læse den.
Jeg kan klart anbefale bogen: Miraklet i LEGO.
Uddrag af anmeldelse fra Berlingske
“Historien om LEGO og det mirakel, som Jørgen Vig Knudstorp og andre dygtige medarbejdere har udført for at få virksomheden på ret kurs efter at de interne værdier igennem en årrække var blevet nedbrudt, er aldrig blevet fortalt så indgående og indsigtsfuldt som her.”
Fra Berlingske
Kapitler i “Miraklet i LEGO”
- Vigtige personer
- Forord
- Talen tirsdag d. 7. marts 1978
- LEGO kaster kasketten over muren
- Fitness
- Poul Plougmann renser ud
- Fuld fart på den forkerte strategi
- Sammenbruddet
- “Kjeld kommer hjem”
- Den mørkeste tid
- Shared Vision
- Opgøret om Flextronics
- “Knudstorp-kuren”
- Vision 2022
- Shared vision afsluttes
- Efterskrift
- Bogens metode
- Personregister
“Resultatet er en overraskende og indsigtsfuld bog om, ikke så meget Lego, men i højere grad de mennesker, som havde held og dygtighed til at vende skuden og sikre virksomhedens fremtid.”
Fra Jyllandsposten
Forlaget skriver:
Miraklet i LEGO fortæller den utrolige historie om en verdensberømt dansk virksomhed, som var døden nær, men overvandt krisen og nu har større succes end nogensinde før. Det er historien om ejerens søn, Kjeld Kirk Kristiansen, som skabte en blomstrende succes i LEGO, mens han kæmpede med sin far om magten. Om hans livslange stræben efter at løfte virksomheden til at tjene et højere formål. Og om hans smertefulde nederlag, da LEGO blev ramt af en livstruende krise, og han måtte overlade ansvaret til den blot 35-årige Jørgen Vig Knudstorp.
Det er også historien om den unge topchef, som forstod, at han kun kunne redde LEGO, hvis han søgte ind i virksomhedens sjæl for at finde svaret på det afgørende spørgsmål: Hvorfor eksisterer LEGO?
Hans mission lykkedes. LEGO’s såkaldte turn around har vakt international opsigt.
Bogen løfter også sløret for LEGO’s nye projekt for fremtiden, hvor virksomheden vil udføre det samme kunststykke, som Apple har gjort med computere, mobiltelefoner og musikafspillere: LEGO vil revolutionere verdens syn på børns leg og læring.
Bogen er skrevet af Børsens journalistiske chefredaktør, Niels Lunde, som har gennemført flere end hundrede interview med nøglepersoner i og uden for LEGO.
Skriv et svar