Har du en dårlig vane? Det har vi nok alle. Ting vi ville ønske, vi gjorde anderledes. Måske drømmer du om at få læst mere? Måske ryger du lidt for ofte ud i den rutinemæssige gennemgang af netaviserne? Måske er det noget tredje.
Det er svært at bryde vaner. Din hjerne elsker at køre på autopilot. Men skifter du de dårlige vaner ud med små forbedringer, som du faktisk er glad for, så kan det skridt for skridt være med til at ændre dit liv. I den her artikel får du 5 råd, der hjælper dig til at bryde dine dårlige vaner. Og skifte dem ud med nye gode vaner.
Måske har du selv dårlige vaner som leder, eller måske har dine medarbejdere dårlige vaner, de har brug for din hjælp til at få bugt med. Uanset hvad så kræver en god plan, masser af hårdt arbejde og alt den motivation du kan møblere, når du vil ændre en vane.
Hvad er vaner?
Vaner er små beslutninger du træffer, eller det er ting du gør hver dag. Uden at du tænker over det. Det er din automatpilot.
Dit liv er i bund og grund summen af alle dine vaner. Det er både de gode vaner og de dårlige vaner. Vanerne er det, du gør igen og igen. Derfor er de også et vigtigt element i, hvad der former dig og gør dig til den du er. På godt og ondt. Måske er det ting, som du slet ikke har tænkt over, at du gør.
Når du arbejder med at bygge bedre vaner op, så handler det i høj grad om at blive bevidst om alle de vaner, du ikke selv ser.
Hvor lang tid tager det at ændre en vane?
Det kommer an på, hvor stor en forandring, du skal lave i dit liv. Gennemsnitligt siger forskerne, at det tager 66 dage at ændre en vane.
Sådan ændrer du dine vaner
Her får du en guide til, hvordan du ændrer dine dårlige vaner og skifter dem ud med gode vaner.
1. Lav en realistisk plan
Det tager lang tid at bryde en vane. Specielt hvis det er en vane, som har hængt ved i mange år. Den store forskel, mellem dem der bryder vanen, og dem der falder tilbage, er planlægningen.
Første skridt på vejen er, at du sætter en deadline. Og så skal du ellers til at tænke dig om og skrive ned:
- Hvad er barrierer og udfordringer?
- Hvem kan hjælpe dig til at bryde din vane?
- Kræver det noget økonomisk at ændre din vane? Hvor meget?
Og vi siger det lige igen: ”SKRIV DET NED”. Når du har skrevet din plan ned, så er du forberedt, når du møder udfordringerne i arbejdet med at bryde din vane.
Sådan laver du en stærk handlingsplan
Hvis du gerne vil have en stærk handlingsplan, der hjælper dig til at bryde dine vaner og nå dine mål, så skal du prøve at kigge på GROW modellen.
2. Skift den dårlige vane ud
Du skal ikke tro, at du nødvendigvis skal kaste dig ud i en kold tyrker. Det er slet ikke nødvendigt! Faktisk kan du gøre dig selv en kæmpetjeneste ved at skifte din dårlige vane ud med en god.
Og hvad mener vi så med det? Lad os tage to eksempler, der ikke nødvendigvis har noget med ledelse at gøre:
Aldrig mere Cola
Lars drak i en årrække rigtig meget Cola. Han talte ikke de daglige mængder, men det var nok ikke mindre end 3 liter – hver dag. Det var egentlig ikke synligt på Lars sådan fysisk, men den dårlige samvittighed over sukkerindtaget begyndte at tære på humøret.
Lars skippede Colaen. Men ikke i en kold tyrker. Den dårlige ”sodavane” blev afløst af Danskvand. Ikke mere sukker, men stadig masser af brus. Det hjalp Lars, fordi han nu stadig kunne sidde med en flaske i hånden.
Kort tid efter begyndte mængderne af Danskvand at falde, fordi afhængigheden aftog.
Rygepausen blev til motion
Hanne havde røget i mange år. Sådan on ’n’ off siden sjette klasse. Det blev til en del Gule Kings i løbet af sådan en dag. Og det var en fast del af arbejdsdagens ritualer at spendere tiden ude med de andre rygere. Det var koldt, vådt og skide hyggeligt.
Hanne erstattede rygefællesskabet med et nyt. Sammen med fem andre i virksomheden oprettede hun et pausemotions hold. Nu er rygepausen skiftet ud med en motionspause. Det er hårdt, varmt og skide hyggeligt. Og der kommer stadig flere til.
Det hjælper at skifte den dårlige vane ud. Men du skal selvfølgelig tænke dig om, for det skulle helst blive til en god og fordelagtig vane bagefter.
3. Hvad nu hvis…
Hvis du ændrer din dårlige vane uden at falde i en eneste gang, så må du have haft en virkelig god plan! Det er helt almindeligt at falde tilbage i den dårlige vane. Dine chancer for succes afhænger derfor af, hvordan du håndterer tilbageslaget. Der er kort sagt to muligheder.
Så kan det også være lige meget
Den mest normale reaktion, når tilbageslaget rammer, er: ”Så kan det også være lige meget”. Du giver slip på hæmningerne og kaster dig over din dårlige vane med en glubsk appetit. Hvis dit mål var at løbe tre gangen i ugen, så betyder et misset træningspas måske, at du ikke løber igen før næste sommer, for så kan det jo også bare være lige meget.
Her er det ekstremt vigtigt, at du har en plan for, hvordan du kommer op på hesten igen.
Så må jeg på den igen
Forskellen på dem der, kommer hele vejen i mål med deres vanebrud, og så alle os andre er, at de har forudset deres tilbagefald og ved, hvordan de kommer tilbage i det rette spor igen. Her er det vigtigt, at du kender din motivation fra starten og har skrevet den ned. For din grundlæggende motivation kan være gnisten, der tænder ilden under dig igen!
4. Hold dig stærk
Det er let nok at ændre en vane, når du har ferie. For der har du overskud, får spist rigeligt og sovet godt. Det er når hverdagen rammer, at du møder alle udfordringerne. Så et godt råd er, at du skal spise sundt, få søvn nok og huske at prioritere tid til at arbejde med dit vanebrud.
5. Grav motivationen frem
Hvorfor vil du egentlig gerne ændre din vane? Fordi det kunne være rart, eller fordi det er et brændende ønske?
Hvis du ikke brændende ønsker at ændre din vane, så er det alt for let at give op. De fleste synes det kunne være rart med en mere effektiv arbejdsdag, hvor de kan fokusere på opgaverne. Men det er ikke motivation nok. Du skal finde ind til din brændende motivation for at ændre din vane. Måske har lægen varslet udfordringer for helbredet, fordi du arbejder for meget.
Hvilken vane vil du gerne ændre?
Nu har du fået fem råd til, hvordan du bryder dine dårlige vaner. Men hvad er din dårlige vane? Hvordan har du brudt en dårlig vane før? Og hvad er din største udfordring, når det kommer til dårlige vaner?
Skriv et svar