Hvordan er det at være øverste chef for frømænd og jægersoldater? Og hvordan leder man medarbejdere med en ekstrem høj specialisering, et kæmpe drive og stærke personligheder gennem strategi- og forandringsprocesser?
Vi er taget til Forsvaret for at tale med generalmajor Peter Boysen. Peter er øverste chef for Specialoperationskommandoen, den operative kommando for Forsvarets specialstyrker, bedre kendt som jægerkorpset og frømandskorpset.
[libsyn_podcast id=12433325]
I Alt om Ledelse podcast er vi optagede af, hvordan man skaber stærke fællesskaber og arbejdskulturer. Når man er lykkedes med denne opgave, ligger der en lige så stor opgave i at lede og samle de stærke kulturer – særligt i forandringsprocesser.
Lyt med og bliv klogere på:
- Ledelse og fællesskaber i Forsvaret
- Peter Boysens arbejde med at skabe strategi og retning blandt stærke arbejdsfællesskaber
- Om vigtigheden af fair ledelse, gennemskuelige processer, buy in og expectation management
Velkommen til Forsvarets specialstyrker!
I dag skal vi til et helt særligt sted, nemlig til Flyvestation Aalborg, for at tale med generalmajor Peter Boysen om ledelse og om strategiarbejde med stærke kulturer. Peter har gjort karriere i Forsvaret og sidder nu som øverste chef for Specialoperationskommandoen med den fornemme opgave at forankre og styrke den fælles kommando for specialstyrkerne, bedre kendt som frømandskorpset og jægersoldaterne.
Med stærke kulturer følger stærke traditioner, holdninger og personligheder
Medarbejderne i specialstyrkerne er specielt udvalgt, specielt trænet og løser specielle og ekstremt komplekse opgaver, som ingen andre i Danmark er i stand til at løse. Med specialiseringen følger en stærk kultur, traditioner og fællesskab. Stærke kulturer kan virkelig løfte en organisation, men det kan også være en udfordring for ledere, der ønsker at ændre og forandre organisationen.
Claus, der er stabschef i Specialoperationskommandoen og tidligere jægersoldat, beskriver jægersoldaterne og frømændene således:
“Det er et svært miljø at navigere i. Jeg plejer lidt karikeret at sige, at rundt omkring på landets folkeskoler, ud af 25 i klassen, er der én, der råber lidt højere og er lidt vanskeligere at håndtere end alle de andre. Alle de der vanskelige elever fra alle klasser på alle landets skoler, de søger til Jægerkorpset og Frømandskorpset. Det betyder, at vi arbejder med utrolig stærke personligheder, fordi det er det, vi gerne vil ha’. Stærke, innovative, selvtænkende, selvledende. En ordre er et oplæg til debat. Det skaber åbenlyse ledelsesudfordringer.”
Ledelse som et spændingsfelt
Forsvaret bruger mange ressourcer på ledelsesuddannelse og har en praksisnær tilgang til ledelse, fordi de ved, at det er afgørende for at kæden fungerer på alle niveauer, og fordi ledelse ultimativt kan være forskellen på liv og død.
På denne måde er der nogle ekstremer, der gør sig gældende i Forsvaret. Men der er også mange ligheder og overførbare eksempler fra Forsvaret, som andre virksomheder og organisationer med fordel kan lade sig inspirere af.
For Peter Boysen handler ledelse om samarbejde for at nå fælles mål. Og så er der et grundvilkår for ledelse, nemlig at det finder sted i et spændingsfelt, der består af forskelligartede krav, interesser og behov. Hvis der ikke er et spændingsfelt, er der ikke behov for ledelse.
Hvis du lytter med, kan du få beretningen fra Specialoperationskommandoen om:
- Ledelse som et spændingsfelt og hvordan Forsvaret bedriver ledelse
- Hvordan det er at være øverste chef for Forsvarets specialiserede styrker
- Hvordan det har været at samle forskellige stærke kulturer og traditioner under én samlet kommando
- Hvordan man kan lede forandring og strategiimplementering blandt ekstremt stærke og højt specialiserede medarbejdere
Et par kulturtips, du måske kan lade dig inspirere af
Vi er havnet hos Peter Boysen og Specialoperationskommandoen, fordi Arne Sørensen fra Nykredit har sendt stafetten videre til Peter. Arne var gæst i et tidligere afsnit, som du kan lytte til lige her. Arne har ladet sig inspirere af Forsvaret og ændret ved måden, de arbejder på, i Nykredit Direkte. Nedenfor har vi samlet et par betragtninger til kultur-refleksion, hvis du også er nysgerrig på, hvordan Forsvarets kultur kan inspirere.
“Vi kalder en spade for en spade”
Måske på grund af vores antagelse om “kæft, trit og retning”, blev vi på vores besøg positivt overrasket over den åbenhed og ærlighed, vi blev mødt med i Specialoperationskommandoen. Udover Peter Boysen talte vi med tre medarbejdere, og når vi stillede spørgsmål, fik vi svar på tiltale. Den ærlige og direkte form ligger i omgangstonen og kulturen. Den blev italesat flere gange og var tydeligt noget, som medarbejderne er stolte over og glade for ved deres arbejdsplads. På mange andre af landets arbejdspladser kan man være bange for at sige tingene ligeud af frygt for konsekvenser eller for at træde nogen over tæerne. I Specialoperationskommandoen kender man sit spillerum. Man ved, hvornår noget er til diskussion, og hvornår noget ikke er.
Refleksionsspørgsmål
- Er der en åben og ærlig omgangstone på jeres arbejdsplads?
- Kan medarbejderne sige, hvad de tænker, uden at være bange for at blive dømt eller at det har konsekvenser?
- Kan man stole på, at det en kollega siger er det, hun/han mener, eller skal man bruge krudt på at overveje, om der ligger skjulte hensigter og intentioner gemt i en kommentar?
- Er medarbejderne i stand til at adskille kritiske kommentarer og spørgsmål om en opgave fra dem som personer?
“Opgaven er i centrum, individet træder i baggrunden”
Forskellen på Specialoperationskommandoen og mange andre arbejdspladser er, at opgaven hos operatørerne (som jægersoldaterne og frømændene bliver kaldt) træder i forgrunden. Medarbejderne er trænet i at adskille opgave fra person og i at løfte i flok. Når en opgave skal løses handler det altså ikke om den enkelte person, der løser opgaven, men om at alle har et ansvar, et bidrag og at ingen er i mål, før alle er i mål. Det er en grundfilosofi, der gør det muligt at operere i tilspidsede situationer, men det er også en filosofi, der skinner igennem i måden man agerer, handler og opfører sig på generelt i kulturen.
Refleksionsspørgsmål
- Kan I diskutere en opgave uden at det bliver personligt/hængt op på personer?
- Er I i stand til at adskille, hvornår en opgave skal diskuteres og hvornår den skal eksekveres?
- Løfter I i flok? Tænker medarbejderne over at alle skal i mål eller handler det primært om individuelle præstationer?
[libsyn_podcast id=12433325]