Når vi først er begyndt at have respekt for vores tid, os selv og andre, er det tid til at kigge lidt op og se på arbejdspladsen.
Vi skal selvfølgelig ikke ødelægge inventar, misbruge kantineordningen eller sidde og spille World of Warcraft, når vi arbejder. Den del er selvskrevet, men der er faktisk også andre måder, hvor du og medarbejderne kan vise respekt for arbejdspladsen.
Det kræver, at fundamentet er på plads. Hvis du skal respektere arbejdspladsen, så skal der også være respekt fra arbejdspladsen. Du skal have ro i din maker eller manager rolle. Du skal have rum til at tale åbent. Du skal have rum til at være.
Hvis fundamentet ikke er der, så er ikke nemt at respektere sin arbejdsplads.
I de første tre artikler om respekt, har jeg beskrevet, hvordan du skaber et rum, hvor medarbejdere og ledere føler sig trygge og deler vigtig viden med respekt for det enkelte menneske.
Her dykker vi ned i respekten for arbejdspladsen.
Hvordan viser vi respekt for arbejdspladsen?
Den vigtigste respekt vi kan vise vores arbejdsplads, er ved at lære af vores fejl.
Det lyder måske nemt nok, men det viser sig at være meget sværere end vi tror. Det skyldes, at vi ofte er blinde over for vores egne fejl, fordi vores hjerne helt automatisk prøver at beskytte os mod kritik og ubehagelige oplevelser. Det gør den ved, at den fortæller en historie om, hvorfor det er okay, at vi har begået fejlen. At det faktisk ikke rigtig var en fejl.
Fejl skal være noget vi lærer af.
Fejl kan inddeles i 4 kvadranter, hvor vi på X-aksen til venstre har gamle fejl og til højre har nye fejl. På Y-aksen har vi op ad de gode fejl og nedad de dumme fejl.
- Gamle fejl:
Dem har vi set eller gjort før. Måske endda mange gange før, fordi vi simpelthen er blevet blinde over for dem. - Nye fejl:
Det er fejl, vi aldrig har set eller oplevet før. - Dumme fejl:
Det er fejl, hvor sund fornuft, kritisk tænkning og bedre planlægning kunne have forhindret os i at begå fejlen. - Gode fejl:
Her finder vi de fejl, som vi kunne have regnet ud. Det er fejl, som giver den enkelte eller teamet muligheden for at lære noget nyt, om det system vi arbejder i. Fejl, der gør det muligt at forbedre systemet, så de ikke sker igen.
De eneste fejl som er gode for virksomheden er nye-gode fejl. Alle de andre bør – strengt taget – ikke forekomme. De andre fejl kan nemlig elimineres, hvis du har skabt gode trygge rammer for at lære om dig selv og de andre i virksomheden. Så udrydder I fejlene, så de ikke bliver til gamle-dumme fejl.
Respekten for arbejdspladsen
Når du respekterer arbejdspladsen, er du åben og parat til at lære af dine fejl. Du er åben for at andre også kan lære af deres fejl. Og det er godt, for de fejl I ikke lærer noget af bliver altid til problemer senere hen. Fejl såsom fejlestimering, glemte tilbagemeldinger, tidsoptimisme, undervurdering af evner, manglende evne til at spørge om hjælp osv. er alle med til at forsinke og tilbageholde afdelinger og hele virksomheder, så derfor skal vi respektere, hvor vigtigt det er for vores eget og kollegaernes job, at vi lærer af vores fejl.
Det starter med, at vi skal lære at se vores gamle og til tider dumme fejl. Dem vi begår igen og igen. Det kan ofte være en smertefuld proces at gå igennem , da det er fejl, som nogen gange er blevet en integreret del af vores identitet.
Når vi har arbejdet os igennem alle de gamle dumme fejl, så vil vi begynde at opdage nye fejl, vi begår, og derved flytter vi os fremad. Og vi gør det sammen. Hele holdet. Hele arbejdspladsen.
Så godt er det at lære af sine fejl
Når vi lærer af vores fejl og respekter behovet for gennemsigtighed sker der en del interessante ting på arbejdet:
- Vi får en roligere arbejdsdag, hvor ingen skjuler og bortforklarer fejl
- Vi når vores mål, fordi vi har lært vores egne styrker og svagheder at kende
- Vi giver hinanden feedback og vokser sammen
- Vi kommunikerer åbent og ærligt med vores kunder og interessenter
Det giver en arbejdsplads, hvor mennesker vokser, hvor de har lyst til at være, og hvor de har lyst til at levere.
Hvordan lyder det for dig?
Skriv et svar