Frygter du også uvidenheden?

Har du nogensinde spillet lidt ekstra klog, fordi du følte, at det var uacceptabelt at være uvidende? Og hvornår indrømmede du sidst, at der var noget, som du simpelthen ikke vidste, uden at du følte dig bekvemt ved situationen? Rigtig mange af os puster os op, når der er noget vi ikke ved, fordi vi synes der virker bedst, hvis vi er kloge.

I denne artikel fortæller jeg om, hvorfor vi puster os op, og hvorfor det er meget bedre at lade være.

Slører du også din uvidenhed med et forsøg på at spille klog?

Vi vil helst vide det hele

Når vi indrømmer, at der er noget, som vi ikke ved, så får vi ofte sådan en lidt ubehagelig følelse i kroppen. Vi har alle følelsen af, at vi burde besidde et vist niveau af kompetencer og kvaliteter. Og vi føler, at andre er afhængige af vores viden. Specielt i den vestlige kultur har vi en tendens til lige at puste os lidt op, fordi vi føler, at det er socialt uacceptabelt, hvis der er noget vi ikke ved.

Så vi står i noget af en social kattepine, når der er noget, som vi virkelig ikke ved. Hvad gør vi?

Fordi vi frygter uvidenheden, så kaster vi ofte os selv ud på dybt vand. Vi tager chancen, fordi vi ikke vil tabe ansigt. Vi er simpelthen bange for at vores uvidenhed kommer til at degradere os socialt, så prøver lidt for ihærdigt at redde vores sociale status. Så vi spiller et skuespil, hvor vi får andre til at tro på, at vi har styr på situationen. Og det har et simpelt formål: At bevare vores egen sociale status.

Uvidenhedens forsvarsmekanisme

Når der er noget, som vi ikke ved, så går vi i forsvarsposition. Vi forsøger ganske simpelt at gemme vores uvidenhed bag et fancy sprog og hurtige sætninger. Sagt på godt gammeldaws dansk: ÆVL OG KÆVL. Men vi gør det, fordi vi håber på en redning. Vi satser alt på et bræt. Hvis vi vinder, så bliver vi ikke afsløret i vores uvidenhed. Hvis vi taber, så falder vores sociale status gennem gulvet. Okay, det er måske lidt groft sat op, men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen. Vi har masser af små kneb i denne kamp, eksempelvis:

• Den hurtige snak
• De ekstra fine ord
• Løst sammenkoblede fakta
• Tågesnak
• Det verbale angreb
• Fiske efter allierede

Alt sammen er det redskaber vi bruger, når vi desperat forsøger at beskytte vores eget lille ego.

Uvidenhed er faktisk din bedste ven

Der er et gammelt ordsprog. Okay, jeg ved faktisk ikke, om det er gammelt. Jeg tænker bare, at det er sådan noget, man siger, så det lyder mere plausibelt. Det er også lige meget. Jeg har fundet det i en søgning på Google, og jeg synes det er godt. Så her kommer det (Jeg tror, det har rødder i noget med Platon):

“You can tell if a man is clever by his answers. You can tell if a man is wise by his questions.”

Uvidenhed bør ikke gemmesaf vejen som en svaghed. Det bør udnyttes som en styrke til at udvikle dig selv. Det er den perfekte motivation for at lære nyt. Hvis du går bevidst “uvidende” til en situation, så kan det endda være med til at kickstarte kreativitet og nye indsigter (det er faktisk sådan noget, jeg laver rigtig meget som antropolog). Og det er derfor, jeg er vild med citatet. Fordi det minder mig om, hvor vigtigt spørgsmålet er. Det er vores vej ud af uvidenheden. Spørgsmålet er de små sprækker af lys, der bryder med uvidenhedens mørke. Og det gælder altså uanset, om vi diskuterer dine kvalifikationer som leder, kulturmøder eller andre situationer, hvor du støder på noget, som du ikke ved noget om.

Uvidenhed skal omfavnes.

Uvidenheden giver os en unik mulighed for lige at sætte farten ned, tage en dyb indånding og gå bagom alle vores fordomme om verden. Det er en fantastisk befrielse at se på verden uden at skulle give svar. Det er en nærmest barnagtig nysgerrighed, der fanger, når man bevæger sig ud i uvidenhedens disciplin.

Og så slipper du jo også for at skulle kæmpe den der evindelige kamp for at være den der har ret.

Spørgsmålet er den bedste vej til viden

Flere spørgsmål, færre svar

Næste gang du står overfor noget, som du ikke ved, så drop facaden og stil eksempelvis de her spørgsmål:

• Hvorfor vil jeg egentlig gerne vide det her?
• Hvad er min motivation for at vide det her?
• Hvorfor er jeg ikke okay med, at jeg ikke ved det her?
• Hvis det er noget, jeg gerne vil vide, hvem skal jeg så spørge?
• Hvad sker der, hvis jeg svarer: “Det ved jeg ikke…”?
• Hvad blokerer for, at jeg søger efter svaret, fremfor at give det forkerte svar selv?
• Hvorfor synes jeg, at jeg burde vide det?

Når du er gennem disse spørgsmål, så er jeg næsten sikker på, at du vil nå frem til samme konklusion som mig: Det er helt fint, at du ikke ved det. Verden fortsætter.

Og så er det simpelthen så fantastisk, at jeg ofte støder på nye ting, jeg gerne vil vide mere om. Så er det nogle nye spørgsmål, der skal til. Så skal jeg ud som lærling i et nyt felt. Jeg bruger lærlingen som betegnelse her, fordi jeg gerne vil understrege den lidt ydmyge, nysgerrigt spørgende rolle her. Det er den du skal finde frem, når du vil gøre din uvidenhed til viden. Ikke et røgslør.

Hvad tænker du?

Har du prøvet at indrømme din uvidenhed, eller er du måske røget gennem gulvet med et brag, da du prøvede at sløre den? Hvad skete der, hvad ville du gøre anderledes i dag?

Del dine erfaringer og tanker i kommentarfeltet herunder.