• Alle artikler
  • Om
  • Kontakt

Alt om ledelse

onlinemagasin om ledelse

  • Forside
  • Temaer
    • Det gode møde
    • Projektledelse
    • Personlig effektivitet
  • Podcast
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet
Tema: Personlig effektivitet

Pomodoro-teknikken

Og hvad en tomat kan lære dig om personlig effektivitet

Af: Mark Buskbjerg

Sidst opdateret: 26. maj, 2021

Køb bogen 'Få styr på den effektive arbejdsdag' lige her.

Bogen med alle vores teknikker og værktøjer til den effektive arbejdsdag.

Læs mere her

1187 har allerede købt bogen

Tomater og personlig effektivitet. Ikke to ting der plejer at hænge tæt sammen. Det handler ikke om at spise sundere eller hoppe på tomatkure. Pomodoro betyder bare tomat på italiensk. Og pomodoroteknikken er en snedig måde, hvor du kan træne din evne til at fokusere og få løst dagens opgaver.

Hvordan du gør det, tager vi fat på her.

Indhold i artiklen

  • Hvad er pomodoroteknikken?
  • Hvorfor virker pomodoroteknikken?
  • Hold pomodorouret hvor du kan se det
  • Har du brug for pomodoroteknikken?
  • Hvorfor hedder det pomodoroteknikken?
  • Find pomodoroure online

Hvad er pomodoroteknikken?

Pomodoroteknikken er et simpelt hack til at styrke dit fokus. Du vælger din næste opgave, sætter et ur til at tælle ned fra 25 minutter og tvinger så dig selv til at arbejde fokuseret indtil uret ringer.

Mere enkelt bliver det næppe. Det kan du implementere med det samme.

Kribler det så for en overspringshandling undervejs, så kast lige et blik på uret. 10 minutter tilbage. Den klarer du sagtens. Tiden minder dig om, at du har truffet en beslutning om at arbejde i 25 minutter. Fokuseret.

Du kan sagtens klare 25 minutter. De passer ret godt med, hvor lang tid din hjerne kan køre, før du trænger til en pause. Svigter dit fokus lidt undervejs, så kigger du bare ud af vinduet eller ud i luften. Til du er klar igen. Ingen bebrejder dig. Det er helt naturligt.

Finten er, at du ikke falder for fristelsen. Ikke åbner Facebook og forsvinder ind i feedet.

Husk de små pauser

Hver pomodoro udløser en pause. Det er vigtigt. Både fordi de små fortjente pauser er meget bedre end den dårlige samvittighed over en overspringshandling. Men også fordi din hjerne trænger til det.

Gå en tur. Drik et glas vand. Eller nyd fem minutter, hvor du gør lige det, du har lyst til.

Fylder du arbejdsdagen ud med pomdoroer, så husk nogle længere pauser. En god tilgang er, at du hver anden time (hver fjerde pomodoro) tager en længere pause. Det er mellem 20 og 30 minutter.

Glemmer du pauserne, så brænder hjernen bare sammen.

Hvorfor virker pomodoroteknikken?

For at forstå pomodoroteknikken, så skal vi lige se lidt på, hvordan hjernen fungerer.

Din hjerne kører det meste af dagen på autopilot. Det sker, fordi din hjerne bruger rigtig meget energi på nye opgaver. Og den bruger meget mindre energi på det, som den kender rigtig godt. Det er sådan vi får vaner. Både de gode og de dårlige vaner.

Så når du har fået en irriterende vane med at hoppe over i indbakken, hver gang et ord sidder lidt fast i din tekst, så er det fordi, at det kræver mindre energi af din hjerne at flyde rundt i indbakken. Eller på sociale medier.

Og det kræver en masse energi at skrive rapporter.

Pomodoroteknikken hjælper dig til at bevare dit fokus på opgaven. Så du opmærksomheden ikke flakker væk, når arbejdet bliver lidt trægt.

Din beslutning om at arbejde fokuseret med den her ene opgave de næste 25 minutter er en kæmpe motivationsfaktor.

Og hver gang opmærksomheden begynder at glide væk, så trækker du bare stille og roligt dit fokus tilbage. Det kræver træning for alvor at kunne knokle gennem flere pomodoroer i streg uden at blive fristet. Men det er også ligemeget. Dit fokus er lidt som en muskel. Du skal træne den op. Og bliver du ved med at træne, så bliver det bedre og bedre.

De 25 minutter giver også en følelse af, at du har en deadline. Du skal nå den her opgave. Har du valgt en opgave, som du vurderer tager 25 minutter, så er du også nødt til at arbejde på den for at få det gjort inden tiden løber ud.

Hold pomodorouret hvor du kan se det

Det er vigtigt, at dit pomodorour er synligt for dig. Det er fordi:

  1. Tiden hjælper dig med at holde fokus
  2. Du presser måske også dig selv lidt mere for at nå noget på de 25 minutter

Uret er det synlige bevis på, at du har truffet din beslutning. Det er meget lettere at holde fokus, når du ved, at der er 8 minutter tilbage.

Har du brug for pomodoroteknikken?

Pomodoroteknikken hjælper dig til at finde fokus og holde fast i opgaven. Så tiden ikke forsvinder med fristende overspringshandlinger og “nu trænger jeg vist også til at tjekke mail”-tanker.

Hvis en af de her frustrationer fylder i din hverdag, så kan du helt sikkert få meget ud af at prøve pomodoroteknikken:

  • For mange forstyrrelser
    Det kan være alt lige fra YouTube og email til kollegaens weekendhistorier, der lokker mere end den opgave, du egentlig burde sidde og løse lige nu. Pomodoroteknikken hjælper dig med at fokusere på én opgave ad gangen. Og udsætte forstyrrelserne til senere. Det er altså god motion for hjernens fokusmuskel.
  • For lidt tid i løbet af dagen
    Når du bruger pomodoroteknikken, så stopper du med at bekæmpe tiden og arbejder med den i stedet for. Du bliver overrasket over, hvor meget du kan nå på 25 minutter.
  • For svært at gøre ting færdige
    Når opgaver bliver svære, så bliver det pludselig ekstra fristende at starte på noget andet. Det behøver ikke engang være kattevideoer på YouTube. Det kan også være andre vigtige opgaver, du tager hul på. Imens den der “jeg mangler bare lige det sidste rul”-opgave får lov at ligge. Pomodoroteknikken hjælper dig med at udvælge et fokus og holde det. Så få slugt den frø af en kedelig opgave. Så har du mere energi til at kaste dig fokuseret over den næste.
  • For træt og uinspireret
    Pomodoroteknikken er også en opfordring til at tage rigtige pauser. Hvis det glider lidt ind og ud af opgave og “nu skal jeg vist også have en ny kop kaffe”-tankegang, så får du heller ikke genopladet energien. Brug pausen, kom op at stå eller gå en tur.  Det hjælper dig med at holde dig frisk hele dagen. Så du kan tackle de opgaver, der er på din tallerken.
  • For dårlig balance mellem arbejde og fritid
    Pomodoroteknikken hjælper dig selvfølgelig til at nå i mål med opgaverne, så du kan holde fri. Men det handler også om at få planlagt din dag med en realistisk mængde af opgaver. Når du tvinger dig selv til at bryde opgaverne ned i 25-minutters intervaller, så får du samtidig et mere realistisk billede af, hvad du kan nå i løbet af en arbejdsdag.

Pomodoroteknikken er god i mange forskellige sammenhænge. Det kan være studerende, der knokler med at finde fokus til deres eksamensopgave. Det kan medarbejdere, der bølver med forstyrrelser i et storrumskontor. Det kan være freelancere. Og det kan selvfølgelig også være ledere, der har brug for uafbrudt tid til at komme i dybden med arbejdsopgaverne.

Hvorfor hedder det pomodoroteknikken?

Historien er, at metoden er udviklet i italien med et ur formet som en tomat. Pomodoro er det italienske ord for tomat. Men det har egentlig ikke nogen betydning for, hvilket ur du skal vælge. Du kan bruge et helt almindeligt stopur, eller du bruge en af de mange forskellige apps eller små programmer til din computer.

Effekten kommer af at tvinge dig selv til at fokusere i 25 minutter. Det har egentlig ikke noget med hverken tomater eller Italien at gøre.

Find pomodoroure online

Det vælter ud med pomodoroure, hvis du først begynder at lede. Her får du mine bud på de bedste apps og programmer til at holde styr på dine pomodoros både online og offline.

Ure der virker i din browser

  • TomatoTimer
    Det her er et mega simpelt pomodorour, som du bare åbner i browseren og går i sving med. Det kan ikke så meget andet end at tælle ned fra 25.
  • Marinara Timer
    Her bliver det klassiske pomodorour kombineret med en opgaveliste. Så du samtidig træner dig selv i at bryde opgaver ned i overkommelige bidder.
  • Toggl
    Toggl leverer egentlig et af de stærkeste tidsregistreringssystemer online. Men de har i deres små plugins til browseren også lavet mulighed for, at du tracker i pomodoros.

Ure der virker på din computer

  • Tomighty
    Den her bruger jeg selv som min primære. Det er både fordi meget af min arbejdsdag er ved computeren, og fordi det bare virker helt absurd godt. Den har en møgirriterende lyd som standard, men det kan du nemt slå fra.

Pomodoroure til din smartphone

  • Pomodoro Timer (iPhone)
  • Flat Tomato (iPhone)
  • Jiffy – TimeTracker (Android)
  • SimplePomodoro (Android)

Skrevet i: Personlig effektivitet

Mark Buskbjerg

Om Mark Buskbjerg

Jeg er stifter af onlinemagasinet Alt om ledelse. Målet er at udgive inspirerende, jordnære og værdifulde artikler for ledere. Jeg koordinerer hele moletjavsen og er skribent på en række af artiklerne.

Jeg interesser mig særligt for personlig effektivitet, forandringsprocesser og organisationskultur.

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Bogen med alle vores teknikker og værktøjer til den effektive arbejdsdag.

Køb bogen 'Få styr på den effektive arbejdsdag' lige her. Læs mere her

1187 har allerede købt bogen

© Copyright 2023 Altomledelse.dk

Altomledelse.dk ejes af Buskbjergs Bureau - CVR: 34412928 - Handelsesbetingelser