“The supreme quality for leadership is unquestionably integrity. Without it, no real success is possible, no matter whether it is on a section gang, a football field, or in an office.”
Dwight D. Eisenhower
Der er selvfølgelig sket en del siden Eisenhower først gik i krig og så ind i Det Hvide Hus. Men tiden har ikke vasket ordet integritet væk fra listen over de egenskaber, der kendetegner en god leder.
Integritet bliver kontinuerligt fremhævet som en god egenskab ved en leder. Hvad det er for en størrelse, og hvordan du arbejder med integritet i dit personlige lederskab, et dykker vi ned i her.
Helt kort kan Integritet opsummeres som sammenhængen mellem et menneskes handlinger, værdier, metoder, målestokke, principper, forventninger og resultater.
Det handler både om etik: Mennesker vil gerne arbejde for dem, der er etiske. Hvis lederen har integritet, så vil han også opføre sig ordentligt overfor sine medarbejdere.
Og hvem vi kan stole på: Hvis vi skal følge en leder, så har vi brug for en, vi kan stole på. Der er en vigtig sammenhæng mellem integritet og tillid. At jeg kan stole på en konsistens mellem dine ord og handlinger er helt grundlæggende for, at jeg kan stole på dig som leder. At jeg tør investere mig selv som medarbejder i en relation til dig.
Det kan du læse mere om i artiklen:
Hvad er integritet?
Integritet er en karakteregenskab, der beskriver, når en person eller en organisation er tro mod sine værdier. Det betyder, at du har et klart billede af, hvad der er vigtigt for dig. Og holder fast i det gennem dine handlinger.
Det bliver særligt tydeligt, at en person har integritet, når de forbliver tro mod deres værdier, selvom det gør ondt. For det er, når det gør ondt, at det store slag står. Det er her du skal vælge:
- Skal jeg gå lidt på kompromis med mine værdier for at undgå en konflikt?
- Skal jeg slække en smule på principperne, fordi det er svært at få det sagt?
Det er let at fortælle sig selv i øjeblikket, at det bare er en lille ting, når det føles hårdt at skulle følge sin inderste overbevisning. Men udfordringen er at holde fast. Også når det gør ondt. Det er svært at holde fast i værdierne, når de andre ikke gør.
Integritet. Mere end et buzzword
Integritet stryger direkte ind lystavlen med fuld plade i bullshit-bingo. Det går lige i fælden, hvis du laver ikke-testen.
For hvem vil egentlig ikke have integritet hæftet på sig?
Det vil vi alle sammen. Men som historien gentagne gange viser, så er det handlingerne mere end ordene, der afgør om vi reelt tør tro dig.
For du kan skrive integritet på side 1 i ledelseshåndbogen og samtidig vaske penge hvide for alskens oligarker. Det klinger bare lige så hult som bunden i din kiste, når konsekvenserne rammer organisationen.
Som leder skal du ikke bare bruge ordet integritet. DU ksla aktivt, synlig og med gentagne kraftslag vise det med dine handlinger og beslutninger.
Faktisk er det ligegyldigt, hvilken titel du formelt bærer. Har du stærke værdier, og evner du at omsætte det til handlinger, når det også er svært, så batter det.
Så måske er integritet ikke det første buzzword, du skal slå ihjel. Det du i stedet skal fokusere på er at gøre alle de mange buzzword og slidte fraser med ‘kunden i centrum’ og alle dine andre stærke værdier til noget, der viser sig gennem dine handlinger.
Det bliver først til buldrende tomme tønder, når du handlingen svigter.
Sådan udvikler og udviser du integritet
Ja, det lyder selvfølgelig kunstigt, at du skal øve dig i at være oprigtig. Det er basically det, jeg siger til dig her. Men det er forbløffende let at være professionel. Det er let at sige de rigtige ting. For mange bliver det en beskyttende lille film, de wrapper rundt om deres lederrolle. Og så bliver det faktisk lige pludselig enormt svært at bevare integriteten.
Her får du fem gode råd til at styrke integriteten i dit lederskab:
- Vær ærlig Det lyder så nemt. Og åbenlyst. Men øv dig ikke at overdrive succes’erne og smatidig fremhæve andres bidrag til de resultater I når.
- Vær ansvarlig Tag ansvar for dine handlinger. Ikke kun opad i organisationen. De skal kunne stole på, at du gør, hvad du siger.
- Kig ind i dig selv Hvad beundrer du ved andre og hvorfor?
- Hvordan ser dine medarbejdere dig? Det kan gøre ondt bare at spørge, men det er uvurderligt, når du som leder får at vide fra overordnede, medarbejdere og mennesker i dit netværk, hvad de ser som dine styrker og svagheder.
- Vær sårbar Laver du en fejl, så indrøm det og fix den. Ingen forventer, at du er perfekt. Og du virker kun endnu mindre menneskelig, hvis du aldrig tager en fejl på dig, når tingene går skævt.
Det starter oppefra. Ledere skal forstå at ord, handlinger og beslutninger er grundlaget i virksomhedens kultur. Du kan skrive side efter side på glittet papir om virksomhedens værdier, det hele bliver til støv, hvis handlingerne ikke følger med.
Der er en grad af at gøre det rigtige af den rigtige årsag i det. Uanset omstændighederne. Så slår vi os op på den helt høje mølle, så handler det om, at alle mennesker er født med bevidsthed. Og dermed evne til at lære, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. At vælge det rigtige – også når det gør ondt – er integritetens kendemærke.
Det svære er ikke at fremsætte værdierne. Fortælle, hvad der er det rigtige at gøre. Det svære at efterleve det, også når det gør ondt.
Fik du gjort, det du ville. Og fik du gjort det på den måde, som du gerne ville? Det er en vigtig refleksion som leder. Det er også her du finder svaret på, hvad du skal stoppe med at gøre og hvad du skal gøre mere af (det er vigtigt, når du skal prioritere opgaverne).
Integritet handler om at være tro mod sine værdier. Stå ved det du vil og tror på i alle livets forhold.
Dine medarbejdere har brug for en leder, som de ved, hvor de har både i ord og handling. De ser på dig, når de søger (læs: panisk mangler) efter retning og styrke. Den bedste måde at guide dine medarbejdere på er gennem eksemplets magt. Når vi taler om eksemplets magt, så er det altså du pejler retningen med dine handlinger.De gør – ligesom børn – hvad du gør. Ikke, hvad du siger.
Integritet i dine ord som leder
Ordet har en stor magt i vores liv. Det har stor betydning, hvad vi siger, hvilke ord vi vælger og hvordan vi udtrykker os. Sproget former vores virkelighed. Og det er dig som leder, der kan ændre virkeligheden, hvis den ikke er som du ønsker det.
Og hvis der et godt sted at kigge hen, når du jagter gode råd og universel visdom kogt ind til stærke citater, så er det Dalai Lama. Han siger: “be the change you want to see in the world.”
Ordene kan både motivere og inspirere. Og de kan gøre det stik modsatte. Det er lige der, det handler om integritet. At du gør, hvad du siger.
Siger du en ting, men gør noget andet, så mister ordet hurtigt sin magt. Det er derfor integriteten bliver afgørende. Fordi det ikke er nok at sige det rigtige. Alverdens rigtige ord kan ikke hjælpe dig ud af den kattepine det er, hvis du ikke efterlever dem.
Så en ting er at vælge de rigtige ord. Dem der inspirerer, motiverer og sætter kraft bag dine idéer. Det næste er at understøtte ordene med de rette handlinger. Så medarbejderne kan se, at du mener det, når du står og bruger store ord om dine hensigter og værdier.
Det er vigtigere, at du er tro mod dig selv, end at du har de helt rigtige værdier. Du kan ikke fake den.
For nogle kommer det naturligt. Andre skal kæmpe mere for det. Det kan skyldes usikkerhed. Men alle medarbejdere har ret til en leder, der udstikker en retning og holder den. En leder, de kan regne med.
- Udivser en sammenhæng mellem ord og handling
- Opfører sig respektfuldt overfor ligestillede og underordnede
- Følger sin samvittighed og efterlever sine værdier
- Inddrager medarbejderne i at realisere organisationens mål i de fælles værdier
- Understøtter at og er opmærksom på at værdierne følges.
Det handler om at træffe de rigtige beslutninger med det rigtige formål. At gøre som du siger, når du siger det. Det lyder enkelt. Og det er drøn svært.
Integritet og god ledelse
Men hvad er sammenhængen egentlig mellem den gode leder og så integritet? Det har Chatham C. Sullivan undersøgt. Lad os dykke lidt dybere i resultaterne her.
Sullivan har fået mange – rigtig mange – til at svare på følgende to spørgsmål:
- Tænk på en episode, hvor du oplevede eksemplarisk godt lederskab. Hvad skete der?
- Tænk på en episode, hvor du oplevede decideret dårligt lederskab. Hvad skete der?
Sammenligner du bunkevis af fortællinger og sammenligner du for eksemplerne med det gode lederskab og det dårlige lederskab, så er slående, hvor meget der ens i de to beskrivelser.
Den gode og dårlige leder kan begge have masser af erfaring, viden, karisma og alle de andre kompetencer, vi normalt forbinder med den gode leder. Så hvad er forskellen? Den primære forskel er ifølge Sullivan: Integritet.
Fortællingen om det gode lederskab indeholder mange eksempler på ledere eller en ledelse, der accepterer en stor risiko, fordi de gør, hvad de tror på. I den anden fortælling bliver eksemplerne præget af ledere, der har mere travlt med at gøre det sikre for deres egen rolle end at følge deres egne ord.
Så lad os slutte af med en refleksion til dig. Tænk på de to forskellige episoder, hvor det var dig som leder, der gjorde noget eksemplarisk godt eller decideret dårligt. Hvad skete der? Hvordan spillede din integritet ind?
Skriv et svar