Personlig effektivitet handler om, hvordan du bruger din tid. Hvordan du bruger tiden rigtigt, i forhold til hvordan du ønsker at leve dit liv. Du kan sagtens være hamrende effektiv, arbejde hurtigt og få meget fra hånden, uden at det gør dig glad. Det nytter – sådan lidt floskelagtigt sagt – ikke noget at løbe stærkt, hvis du løber den forkerte vej.
Her handler personlig effektivitet ikke om, at du skal arbejde mere, knokle hårdere og løbe hurtigere. Det handler om, at du skal indrette dit arbejdsliv på en måde, så du når det, som du gerne vil. Det har vi samlet viden om, øvelser og teknikker til her på siden.